23948sdkhjf

Samme forløb som Rema/Aldi-handel: Opkøb af Coop kan trække i langdrag

Først har Coops landsråd det første ord - og dernæst skal Konkurrencestyrelsen trække den definitive beslutning. 

Handlen mellem OK og Coop er nu officielt indgivet til Konkurrencestyrelsen, skriver organisationen i en pressemeddelelse på sin hjemmeside. 

Den nye aftale

  • OK og Coop Amba tilfører Coop Danmark ca. 2 mia. kr. - aftalen ventes endeligt vedtaget på et landsrådsmøde 19.-20. april.
  • Aftalen betyder, at Coop Amba og OK deler ejerskabet af Coop 50/50, men OK har den bestemmende ejerandel (2/3 af stemmerne). 
  • Coop lukker Coop-kæden igen, som hidtil har bestået af to testbutikker.
  • I stedet skal der i fremtiden kun satses på SuperBrugsen, Kvickly, Brugsen og 365discount. 
  • Kræn Østergaard Nielsen fratræder som adm. direktør i Coop, når aftalen er vedtaget.
  • Konstitueret direktør bliver Jeff Gravenhorst, der er formand i Coop Danmark. 
  • Ny næstformand i Coop Danmark (afløser Lasse Bolander) bliver Michael Løve, der er adm. direktør i OK. 

Kilde: Coop Danmark

Heraf fremgår det i øvrigt, at det første udkast til milliardaftalen kom styrelsen i hænde allerede 18. marts - altså en lille måned inden at aftalen så offentlighedens lys i sidste uge. 

"Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den", skriver styrelsen i meddelelsen. 

Fakta om fusionskontrol

  • Ifølge konkurrenceloven skal en fusion, der ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, godkendes
  • Omvendt skal fusioner, som hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, forbydes
  • Fusionskontrollen kan være meget omfattende - det skal stå helt klart, hvilke markeder fusionen kan påvirke og hvordan markederne præcist er defineret både i forhold til produkter/ydelser og geografi
  • Det kan være nødvendigt med en markedsundersøgelse, og ofte skal der gennemføres større økonomiske analyser af forskellige scenarier
  • Hvis en fusion ikke umiddelbart kan godkendes, kan den muligvis godkendes med tilsagn
  • Tilsagn er forslag om ændring af den anmeldte fusion, som virksomhederne selv formulerer og forpligter sig til
  • For eksempel kan de give tilsagn om at frasælge et forretningsområde i forbindelse med fusionen
  • Tilbudte tilsagn skal fuldstændigt fjerne konkurrenceproblemerne, og de skal i enhver henseende være komplette og effektive
  • De fusionerende virksomheder er forpligtede til at vente med at gennemføre fusionen, indtil den er blevet godkendt
  • Det kan straffes med bøde, hvis virksomhederne ikke overholder reglerne

Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Handlen trækker i sin udformning tråde til eksempelvis Rema 1000's opkøb af Aldis danske aktiviteter i løbet af 2023 - en sag der først fik sin afslutning i august sidste år, omtrent otte måneder efter at handlen blev offentliggjort i december 2022. 

Helt så længe regner parterne i denne konkrete handel - OK og Coop - dog ikke med, at der skal gå. 

Michael Løve har tidligere udtalt til RetailNews, at han håbede med en afklaring inden sommerferien, og til Finans siger Coop-informationsdirektør Jens Juul Nielsen, at "vores forventning er, at den er færdigbehandlet inden sommerferien". 

- Vi vurderer, at risikoen for at den ikke bliver godkendt, er yderst begrænset, tilføjer han. 

I første omgang har Konkurrencestyrelsen sat en deadline for eventuelle bemærkninger til fusionen 23. april klokken 12. 

Sådan fordeles de 2 mia. kr. til Coop Danmark

  • Coop Amba indskyder op mod 500 mio. kr. kontant i Coop Danmark - pengene kommer blandt andet fra salg af Coop Bank.
  • Coop Ambas kursuscenter Severin i Middelfart overgår til Coop Danmark.
  • Coop Amba eftergiver gæld på 350 mio. kr. til Coop Danmark. 
  • OK indskyder omkring 700 mio. kr. kontant i Coop Danmark. 
  • OK køber Coop-byen til en samlet værdi på 565 mio. kr. 
  • I alt: 2115 mio. kr. 

Kilde: OK og Coop Danmark

RetailNews har samlet alle artikler om de seneste dages Coop-nyheder i temaet "Coop på nye hænder". Det tema kan du som læser tilgå via linket nedenfor.

Artiklen er en del af temaet Coop på nye hænder.

Se nøgletal for:
Læs mere om: opkøb dagligvarehandel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.693